Klintebjerg Havn
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men realiteten er, at Klintebjerg tidligere har været en ganske betydelig udskibningshavn for Odense, Østrupgård og Nordfyn i det omfang, det var belejligt.
Byen blev grundlagt så sent som i 1746, men dens storhedstid begyndte i 1843, da der blev opført et stort treetagers pakhus på havnen. I kølvandet fulgte cikoriebrænderi, kalkværk, saltværk, skallefabrik, eddikebryggeri, savværk og toldsted, og i midten af 1800-tallet var der en betydelig udskibning af korn.
I takt med, at sejlløbet ind til Odense Havn blev udbygget, mistede Klintebjerg sin betydning, og havnens nedtur tog for alvor fart i 1921, da sejlløbet ind til Odense var udbygget til 7,5 meter, men for eksempel var eddikebryggeriet i sving helt frem til 1947, hvor produktionen blev flyttet til Odense.
Pakhuset på havnen knejsede helt frem til 1967, da det nedbrændte. I 1930'erne holdt seks stenfiskere til i Klintebjerg, der også tidligere var base for en række erhvervsfiskere.
Tekst fra "Odense Fjord"